En kæmpe hemmelighed

Når fortiden fortærer en indefra, og ingen er til at snakke med om netop den hemmelighed. Når de to jeg ville betro mig mest til, er dem jeg har bebrejdet siden beslutningen blev taget. Jeg har fået en abort. Og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker over, hvordan mit liv ville have set ud, hvis den beslutning ikke var taget. – Felix var aldrig kommet til, Casper og jeg ville måske være gået fra hinanden, Josefine var blevet glemt i alt kaosset… 

I april 2014 – efter 4 måneders ‘officielt’ forhold med Casper, gik jeg over tid. En gang havde jeg ellers gjort det – så var ikke i tvivl. Det var bestemt ikke planlagt, og vi var meget i tvivl om det hele, jeg var nok mest.. Jeg fik deja vu tilbage til da jeg blev gravid med Josefine, efter 1,5 måned inde i et meget nyt forhold.

Det var i samme periode, at vi startede udredning af Josefine – inden vi vidste præcis hvad det var hun fejlede.

Casper og jeg snakkede meget frem og tilbage – for og imod – og det endte med, at vi ville beholde barnet. Efter vores beslutning, blev vi lykkelige, og vi kunne ikke vente med at fortælle det til vores familier. Så efter det første lægebesøg, hvor vi startede vandrejournal, tog vi et smut forbi jordemoderhusets scanningsklinik i Kbh – for vi ville fortælle dem alle det med et billede. D. 7. april 2014 – en scanning der vendte op og ned på alt. Jeg var på daværende tidspunkt 5+3, og var ikke forberedt på det der viste sig på skærmen. For der var ikke kun 1 – men 2 – tveæggede. Aldrig har jeg følt så stort et sug i maven, og jeg må indrømme – jeg blev i tvivl om vores beslutning om at beholde dem. Casper var helt oppe og kører, og jeg kunne derfor ikke få mig selv til at fortælle ham, at jeg var kommet i tvivl. Vi tog hjem til hans forældre og søster, og de begyndte selvfølgelig at græde af glæde – en forventet reaktion…

Dernæst skulle min mor og søster have det at vide.  Deres reaktion da jeg fortalte jeg ventede Josefine dengang, var glæde og støtte – så det var klart den samme reaktion jeg forventede at få denne gang. Der blev jeg godt nok snydt.

• Hvor dum var jeg lige at ville beholde dem
• Jeg skulle ikke forvente samme støtte fra dem
• Det var en umoden beslutning at ville beholde dem
• Det ville ikke blive luksus og en dans på roser
• og meget meget mere ……

Deres reaktion gjorde min tvivl meget større. Samme aften var Casper ude, og Josefine hos sin far, så jeg var helt alene.. Mine tanker fik frit løb, og jeg endte med at få et panikanfald. Efter 2 minutters søgen på Google, fandt jeg abortlinjen som har sen telefontid. Fik snakket med den rareste dame, som kunne berolige mig og fortælle mig, at det i sidste ende var mit valg. Hun fortalte mig om mulighederne jeg havde og om fremtiden med de forskelige valg. Jeg har aldrig været for abort, har altid haft den holdning, at man må stå til ansvar for sine handlinger. Og det var netop den holdning der gjorde, at jeg besluttede mig for, at fortælle Casper, at jeg ikke kunne gennemfører graviditeten. For Josefines skyld, for min skyld, og for vores skyld.

Han blev ked af det, men aldrig har jeg fået så meget støtte over en beslutning fra nogen før, som han gav mig.

D. 28. april 2014 lå jeg på afdelinger for aborter på Hvidovre Hospital. Min mor var med.

Efterfølgende bebrejdede jeg min mor og søster for den beslutning. Jeg var ked af det, skuffet over deres manglende støtte i vores første beslutning, forvirret over hvorfor de ikke reagerede på samme måde denne gang, som med Josefine. Hvordan kunne de være støttende, med en graviditet, hvor jeg havde kendt faren i måske 3 måneder. Casper har været min en siden 6. klasse – han var jo min første kæreste -hvorfor var denne gang anderledes?!

Den dag i dag, er både Casper og jeg enige om, at den selvfølgelig var den rigtige beslutning, men det gør stadig ondt. Og jeg skal ALDRIG nogensinde mere have en abort. Jeg har aldrig snakket med min mor og søster om, hvordan jeg havde/har det med deres manglende støtte – min reaktion, på deres manglende støtte den aften må være et pænt fingerpeg til dem. Det er et emne der aldrig bliver bragt på banen, der bliver nærmere bare skubbet ind under tæppet. Min far har aldrig fået det at vide, og sådan skal det forblive. Han vil blive sønderknust over jeg ikke kom til ham, da jeg havde det mest svært. Det er det eneste emne jeg ikke kan få mig selv til at nævne over for ham. Der er ligeledes også derfor, at ingen på min fars side af familien ved det – skal ikke risikerer at en snakker over sig.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, men vil ud med det nu – ellers ender jeg i en ny depression – håber på jeres forståelse.. Mit liv er ikke perfekt, og der vil jeg aldrig påstå.. Jeg vil for resten af mit liv tænke tanken

Hvad nu hvis?

 

xoxo, Den uperfekte mor