Præsentation af Skrigeungerne

Når nu min blog primært vil handle om mine unger, synes jeg det er på sin plads, at jeg lige præsenterer dem.

Min store pige J er 3 år gammel. Hun er en selvstændig lille diva med en meget fremtræden personlighed. Hun er kronisk syg med børneleddegigt og bliver pt. behandlet med ledpunktur og bonyl.

Da jeg fandt ud af jeg var gravid med J, var jeg lige begyndt at date hendes far. Vi var kollegaer på daværende tidspunkt, så han var ikke en fremmed, men set i bakspejlet, kendte jeg ham slet ikke.

Da jeg sad hos lægen og han bekræftede min mistanke om en graviditet, gik jeg i sort. Jeg havde ikke forestillet mig en graviditet på det tidspunkt, og den var derfor bestemt ikke planlagt. Men da jeg efterfølgende tænkte tingene igennem, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville gennemføre den. Der var bare noget i mig der sagde det var det rigtige. J’s far var støttende i min beslutning og under alle 9 måneder hoppede og dansede han for mig. Det var en nem graviditet uden komplikationer. Men den var lang – MEGET lang. Jeg fik lov at gå 12 dage over tid, før de satte mig i gang. De tog vandet og lagde ve-drop. i 17 timer lå jeg i smerter, før de fandt ud af, at den “rigtige” vej kom hun altså ikke ud. Så kl 3 om natten måtte jeg ud i et akut kejsersnit.

J var en utrolig nem baby. Hun sov som hun skulle og havde en god appetit. Hun ville frem i verden allerede dengang. Hun kravlede da hun var et halvt år, og allerede da hun var 9 måneder begyndte hun at tage de første skridt. Siden der er det kun gået frem af. J stoppede i sommers med at bruge ble – 2,5 år wuuhu – og har kun haft et enkelt uheld i vuggestuen siden vi smed den. Dog nægter hun at lave nummer 2 på toilettet – oggud skal vide hvor mange ting jeg har prøvet – så her kommer hun selv og beder om at få ble på.

Hun ved hvad hun vil, og det mærkes især her i trodsalderen – hold nu op nogle kampe vi kan have. De værste tidspunkter, er når hun hver anden søndag kommer hjem fra hendes far. Hos mig og min kæreste har vi regler. Og det er os der bestemmer. Sådan er det ikke hos hendes far. Der er det J der styrer showet fuldstændig. Så søndag-tirsdag går med at hun skal forstå at et nej altså er et NEJ! Måske er hun stædig, men hun har det bestemt ikke fra fremmede.. Og som jeg siger til hende – jeg har 25 års erfaring 😉

F var planlagt. Jeg har altid gerne ville have flere børn, så da jeg fandt sammen med min kæreste og så hvordan han tog Josefine til sig, var jeg ikke i tvivl om, at han skulle være far til mine andre børn. (Jeg vil gerne have 3 i alt) Så da jeg foreslå at vi prøvede at få en lillebror eller lillesøster til J, var min kæreste helt med på den. Jeg blev gravid allerede i første forsøg, (hvilket vi ikke lige at regnet med) men det var en fantastisk følelse, at vide at denne gang ville alt være planlagt ned til mindste detalje. Lejlighed, bil og økonomi.

Men når alt er planlagt, skal noget gå galt.. Da jeg var 11 uger henne, rejste jeg mig fra en middagslur og mærkede et “knald” i maven. Og så styrtblødte jeg ellers bare. Min kæreste var på kursus i Jylland, så ringede til min mor. Hun skyndte sig hjem til mig, og ringede efter en ambulance. Vi troede alle, at jeg havde aborteret. Jeg var tom – tom for følelser, tom for tårer. Jeg følte intet. Efter 2 timers ventetid på hospitalet (de længste timer nogensinde) blev jeg endelig tilset af en læge. Han lavede en ultralydsskanning for at se “om fostret var røget med ud”. Men på skærmen var et lille hjerte der bankede!
Det viste sig, at min moderkage lå langt nede i bækkenet, og havde fået revet et lille hul på hinden, hvilket havde gjort, at en masse blod havde hobet sig op, og til sidst skulle ud.

MEN JEG VAR STADIG GRAVID! 😀

Jeg skulle resten af min graviditet forholde mig i ro.
5 uger inden termin, hentede jeg J i vuggestuen, men på vej hjem, begyndte jeg at sive. Mit vand var gået! Vi skyndte os hjem, og heldigvis var min kæreste kommet tidligt hjem. Har aldrig grint så meget. Min kæreste stressede rundt som en høne uden hoved. Jeg havde ikke fået pakket hospitalstaske, så de vigtigste ting blev kastet i en pose og så ellers af sted med os. Der gik 12 timer fra jeg ankom til hospitalet, til jeg lå på operationsbordet og fik mit mindre planlagte kejsersnit. Fik aldrig veer.

Lægerne havde en smule svært ved at komme igennem mit arvæv fra første kejsersnit, så det tog en del tid.. Imens lå jeg og kastede op og havde for lavt blodtryk i tide og utide. Da F kom ud, var han stille, og der gik alligevel (hvad vi nok synes var enevighed) et halvt minut før han græd.. Aldrig har jeg følt en større lettelse.. Han havde svært ved at trække vejret, så han kom over på bordet og fik en smule ilt. En halv time skulle han have, og så var han ellers bare sund og rask.

Da vi endelig kom hjem fra hospitalet, (da F ville tage bryst efter x antal dage) var det med at finde en form for almindelig dagligdag. Hold nu op en omvæltning.

F skal selvfølgelig være kolikbarn. Og afføring er en by i Rusland. Samtidig er han et gylpebarn.

Men alt er i orden nu, afføring 3 gange om ugen (bedre end ingen) og er begyndt at sove længere tid end 30 min af gangen.  😀

 

Jeg elsker livet som 25 årig mor til 2. Jeg elsker at alle planer for dagen kan ændres fuldstændig. Jeg elsker at se de udfordringer de i dagligdagen løser på bedste vis, og jeg elsker især at se udviklingen fra spæd til hvor de er nu.

Den kærlighed der er mellem de to, gør at jeg hver evig eneste dag vågner med et smil på læben. Vi har vores udfordringer at se til, vi har hospitalsbesøg hver 3. måned med J, det kniber en gang imellem med at finde overskud, men alle dagligdagens udfordringer der kan være ved at have børn, bliver opvejet af de øjeblikke der er, fx som når min store kommer hen til mig, tager mig i hånden og siger “mor du er min bedste ven, og jeg elsker dig.” Den varme og den kærlighed! Den kan ikke erstattes af noget!

 

xoxo, den uperfekte mor